Er vi så demokratiske?
5. august 2006
Tom flyver hjem fra Stockholm med et smil. Første møde med det nye team gik fint, og han er glad for sit nye nordiske ansvar. Stemningen var god og konstruktiv. Han blev vel modtaget, og der er lagt gode planer for det tætte samarbejde mellem landene. Opgaverne er blevet klart defineret og delegeret.
2 måneder senere, efter utallige telefonkonferencer og fly-forsinkelser, må Tom konstatere, at projektet ikke når sin deadline. Efter en meget venlig start har han øvet sig på at være mere klar i mælet, så sprogforskelle, i hvert tilfælde, ikke har været årsag til misforståelser om målene. Han har gjort sine forventninger meget tydelige, men alligevel ’rykker’ projektet ikke. Stemningen er ikke længere noget at skrive hjem om. Folk klager over hinandens indsats på kryds og tværs, og flere teammedlemmer begynder at prioritere andre aktiviteter.
Hvad sker der? Hvorfor virker vores indlærte succesformler ikke? Slår verdens bedste ledelse, iflg. IMD World Competitive Handbook, ikke til, blot fordi vi skal over Sundet. Kan det passe?
I Danmark er vi venlige og uformelle. Vi værdsætter en god stemning, og i verdens mest lige samfund er vores organisationer flade og demokratiske. Vi samarbejder og respekterer hinanden, og er dejligt fri for autoritær ledelse og stramme hierarkier. Og dermed ligner vi vores nordiske brødre en del, selvom svenskerne kan være lidt mere stive og hierarkiske. Tror vi…
Men det er en illusion. Da vi fusionerede 2 globale virksomheder opstod de største vanskeligheder uden sammenligning i Norden. Vi ligner ikke hinanden så meget, som vi tror. Og derfor undervurderer vi ofte integrationsopgaven. Vi tror, at vi kan accelerere svenskere ved at skrue op for autoritet og målsætning – mens de venter på diskussion og konsensus.
Det hele bunder i en misforståelse i vores nationale selvbillede. Vi sammenblander det hierarkiske med det formelle. Vi tror, at det er to sider af samme sag. Vi tror, at fordi vi er uformelle, er vi også uden hierarki. Men en af de væsentligste forskelle i Norden er netop hierarki. Danske organisationer og teams fungerer oftest ganske hierarkisk. Den store misforståelse kommer, fordi vi alligevel er uformelle og åbne i dialogen. Det forveksler vi med demokrati. Sædvanligvis ville det uformelle og åbne også følges af lav autoritet og hierarki – men det gør det ikke i Danmark. Vi har en usædvanlig profil med høj på uformel og alligevel hierarkisk.
Måske er det ikke så ringe endda. Måske er det ligefrem en del af hemmeligheden bag vores effektivitet og gode økonomi. Måske giver det en sjælden kombination af dialog og handlekraft.
Men illusioner er sjældent effektive som ledelsesværktøj – der er præcis selvindsigt langt bedre. Så vi må kende vores ledelsesstil og værdimæssige bagage, når vi arbejder internationalt – og vi må kende vores samarbejdspartneres tilsvarende værdier. Ellers ligner det mere blindebuk end ledelse.

