Kun handling tæller!

6. maj 2007

Verden er fuld af gode intentioner. Du kender det fra din omgangskreds – nogle taler om det, andre gør noget ved det. Nogle tøver, mens andre rykker. Sådan er det også med organisationer og virksomheder. Nogle er omstændelige, mens andre handler. Nogle eksekverer, mens andre planlægger at eksekvere. Nogle får succes, andre gør ikke.

Forskellen er selvfølgelig vigtig – ja måske afgørende for liv eller død for en virksomhed i en omskiftelig og konkurrencepræget verden. Ofte undskyldes manglende handlekraft med hård konkurrence, eller at nye strategier tager tid at implementere. Men konkurrencen vil altid være hård, og organisationer, der ikke formår at ændre kurs fra dag til dag, vinder intet på et marked i hastig udvikling.

I dag er handlekraft en parameter, der adskiller en virksomhed fra sine konkurrenter. Hvis dine konkurrenter reagerer hurtigere end dig, lancerer flere produkter og evner at føre deres strategier igennem, slår de dig hjem i morgen. Hverken kunder, investorer, talenter eller leverandører sidder og venter på, at din velovervejede strategi slår igennem om et par år.

Hvis en fe gav direktøren ét ønske ville han ønske sig mere handlekraft. At få adgang til den knap man trykker på for at speede hele organisationens bevægelse op. At få tilført mere af det brændstof, der får virksomheden til at vokse, udvikle, innovere, lancere flere produkter og indfange flere kunder. Han ville simpelthen ønske sig mere fart over feltet, så flere fristende strategier kunne virkeliggøres. Som elitesejleren Jesper Bank formulerede det ”Vi ved godt, hvordan vi skal vinde, men vi har endnu ikke fart nok i båden.” På samme måde er der mange organisationer, der faktisk ved, præcis hvordan de skal vinde – men få har kræfterne til at gøre det.

Svaret er handlekraft – og spørgsmålet er, hvordan man skaffer mere af den, hvis der ikke er nogen fe.

Ser vi på organisationsteorierne er det overraskende svært at forklare de vigtige forskelle i handlekraft. Virksomheder kan have lige gode strategier og de samme SWOT analyser. For at finde forskellen i handlekraft må vi i stedet zoome ind på det lille rum der er mellem tanke og handling … I det lille rum afgøres om vi handler eller tøver. Det er her det er interessant at sætte luppen. Hvad sker der? Vi ser tanken som en gnist, der springer – nogen gange antænder den, andre gange gør den ikke.

Om gnisten fænger afgøres af din bagage af personlighed og ambitioner – kraftigt påvirket af handlekraften omkring dig i din organisation og hos din leder – dæmpet eller forstærket af dine relationer til dem.

Dette er også svaret på, hvad der giver din organisation handlekraft. Der er en tydelig analogi mellem organisationers og individers handlekraft. Organisationens bagage af virksomhedskultur og fælles ambitioner er de vigtigste drivere. Men handlekraften herfra påvirkes af de enkelte individers profiler – og af lederskabets evne til at frisætte energi. Endelig er relationerne i organisationen den katalysator, der kan booste eller hæmme den endelige sum af handlekraft.

Hvis lederskab, organisation og individ er motoren i den handlekraftige organisation – så er relationerne karburatoren og ambitionerne benzinen.

De fleste virksomheder arbejder intensivt med deres identitet. De ved, at det meningsskabende frisætter energi og engagement. MEN planer giver ingen identitet, mening eller brand – det gør kun handling. En organisation kan og bør kun brøste sig af det den har gennemført – ikke det den drømmer om. I bund og grund er udfordringen i enhver virksomhed at lukke hullet mellem ledelsens strategiske intentioner og implementering.

Sartre eller Kierkegaard kunne have sagt det. Jan Leschly eller Jack Welch kunne have sagt det: Det er kun handling der tæller! Derfor bliver handlekraft fremtidens fokus.