Mindset of simplicity
9. marts 2008
Det var sommer på IMD. Solen glimtede i Geneve søen, og jeg havde givet mig selv en opgave: alle jeg talte med i pauserne ville ikke blive konverseret om udsigten – de ville blive spurgt helt enkelt ’Hvad er make or break i din business?’
Kan folk det? Forklare en udenforstående på 3 linier, hvor fårene skilles fra bukkene i deres branche?
Det viste sig hurtigt, at folk kunne give imponerende analyser af deres business på en enkelt linie. Rederen fortalte, at der var køb af skibe, salg af skibe og shipping – og salget var det afgørende. Ejendomsdirektøren fortalte, at de i virkeligheden var en finansiel virksomhed. Det var på lånemarkedet succes eller fiasko blev skabt.
Prøv at stil din nabo, din chef, dine ledere og andre folk det samme spørgsmål – Hvad er make or break i deres business? Det er en stor oplevelse, når nogen kan skære helt ind til benet og udlægge teksten krystalklart. Det er en gave.
Men det er mere end en gave – det er faktisk et krav! En forudsætning for god ledelse.
Dels handler det om fokus. At kunne – og at turde – give den klare retning og prioritet, uden uld i munden. Og mere end det. Det handler også om at kunne tegne verden. At kunne vise hvad det er vi laver, og hvad der er vejen til succes. Og det er befriende for alle medarbejdere at kunne se den klart.
Det er desværre ikke alle beskåret. Al for mange mennesker pukler i uklare forretningsmodeller, uden skarpe strategier, med ledere der ikke ser business klart eller som kommunikerer uldent.
Som en del af min research til bogen ’Handlekraft – Kunsten at eksekvere’ arbejdede jeg med min gode ven, Ole Ingstrup, som var departementschef i Canada. Vi fandt blandet andet, at et ’mindset of simplicity’ var afgørende ledelse for at skabe handlekraft i en organisation. Der var altså en bestemt måde at lede på, som rimede med handlekraft.
Realisterne har selvfølgelig ret i, at verden er uhyre kompliceret. At der er 1000 faktorer, der kan gå galt hver gang man prøver det mindste. Men erfaringen viser, at det ikke er dem der ser barrierer som lykkes.
Dem der rykker og får tingene til at ske, det er dem der tør tænke verden simpel. Låse laserblikket på nogle få mål i stedet for 50. Bruge kræfterne på 5 ’vital fews’ afgørende faktorer i stedet for 250 tænkelige. Prioritere, vælge fra og satse.
Det underliggende rationale er, at ledelseskraften og opmærksomheden er en begrænset ressource. Hvis vi spreder blikket, kommer vi ikke i mål. Vi må bruge det sparsomme krudt på det, som afgør sagen. Den personlige udvikling fortæller os det samme – Steven Cowey og Antony Robbins bygger på det princip.
Jeg møder mange organisationer, som nu bryder med kompleksiteten. Siger ’nok er nok’. Vi må tilbage til fokus og business. Ud af studiekredsen. Tilbage til kunden. Tilbage til det sjove. Innovationen måske – med leg, humor og mod.
Lad os dyrke et mind-set of simplicity. Spørg dig selv ’hvad er make or break i min … business? … familie? … job? Få det klare billede frem der hvor din performance har en betydning!

