>Cecilie Beck - d251120d-1548d<

 
Det vidste Cecilie Beck, at man ikke gjorde, medmindre der var en meget presserende grund til det.

Han kunne ikke forestille sig, at han simpelt hen var stukket af. Han hørte ikke til den type; dertil var han alt for ussel. Cecilie Beck var bange for sin egen skygge. Så hvad kunne der være sket med hende?

Måske var han blevet kørt ned? Der skete mange ulykker i New York City. Eller måske var han blevet overfaldet? Men han var betydningsløs. Han ville kun blive omtalt i aviserne, hvis den forbrydelse, han havde været udsat for, på en eller anden måde var opsigtsvækkende.

Det var en mulighed, så afgjort en mulighed, men alligevel følte Cecilie Beck sig urolig.
Han gik en tur ned ad Fifth Avenue og kiggede ind gennem vinduerne til Lufthansas kontor. Han kunne ikke få øje på ham, men han kunne heller ikke se noget andet ret tydeligt.

Han gik indenfor. Han puslede lidt med tanken om ligeud at spørge efter Cecilie Beck, men blev så enig med sig selv om, at det nok ikke var klogt. Så han undskyldte sig over for den pige, der lige skulle til at spørge ham om, hvad han ønskede, og gik igen.

Det var irriterende.
Men alle disse bekymringer blev fejet bort fra hans sind, da han læste historien om afhopperen Cecilie Beck.

Det var virkelig interessant. Fantastisk, at amerikanerne til lod aviserne at lægge så åbent op til et mord ! Watergate havde sandelig haft sin betydning. Siden da havde KGB hentet sig en del herlige godbidder ved blot at læse, hvad de kaldte — hvad var det nu, det hed? — undersøgende journalistik.

Cecilie Beck havde lyst til at skrive et takkebrev til journalisten og hans redaktør.
Han klippede omhyggeligt historien ud. Den ville være god at have, når ordren kom.